Spisepausen er mere end mad og mætte maver
Af: Stine Rank Langhøj
Et klassefællesskab med trivsel og god klassekultur
0.a på Vestskolen, afd. Vestermarken har arbejdet med Den Magiske Madkasse.
Klassepædagog Louise Schumann Jepsen fortæller, at eleverne har været meget optagede af materialet - særligt de fire Supergnaskere har vakt stor interesse.
Brevene, som Supergnaskerne har skrevet til eleverne, var et kæmpe hit, fortæller Louise. Vi startede med det første brev – og ungerne syntes, det var mega fedt. De identificerede sig hurtigt med Supergnaskerne, og de snakkede meget om, hvem de gerne ville være. Det har været et godt udgangspunkt for at tale om, hvordan vi f.eks. bliver madmodige som Chili” (en af Supergnaskerne, red.). Efter denne intro tegnede alle eleverne den Supergnasker, som de gerne vil være – og tegningerne blev hængt op i klassen.
”Jeg kunne også se, at ungerne tog Supergnasker universet med ud i frikvarterne, hvor de legede den figur, de gerne ville være – og pludselig fik figurerne flere egenskaber end blot at skabe f.eks. madglæde”, fortæller Louise. ”Figurerne har et eller andet genkendeligt over sig, og de rammer spot on” vurderer hun.
Louise fortæller, at eleverne er vilde med læringsaktiviteterne i materialet. “Der er mange gode aktiviteter, og det er fedt, at der er mulighed for både at lave aktiviteter, hvor ungerne bevæger sig - og så f.eks. slutte af med madkassemassage for at komme ned i tempo igen. Det er en god kombination”, fortæller hun.
Spisepausen i 0.a har ændret sig gennem arbejdet med Den Magiske Madkasse. Klassen taler nu om maden ud fra Madpakkehånden (fra Fødevarestyrelsen, red.), de taler om, hvordan spisepausen kan være god - og de lytter til hinanden, fortæller Louise. ”Vi bruger ofte Smagehjulet, når ungerne spiser madpakker – og vi får nogle gode snakke, og ungerne får virkelig reflekteret over mad, sundhed og måltider”, siger Louise, mens hun også fortæller, at det også har rykket noget ved hende selv. ”Jeg er typen, der nemt kan skynde lidt på børnene og sige, at nu er der kun fem minutter tilbage, og så skal I alle sammen ud. Så er der nogen, der får travlt med at pakke sammen, fordi andre pakker sammen – selvom de måske ikke er færdige med at spise. Så det har også givet mig stof til eftertanke om, hvordan vil jeg gerne have at spisepausen skal være – og hvordan skaber vi i klassen en spisepause med tid og ro til netop at spise”, fortæller Louise.
Louise Schumann Jepsen er klassepædagog på Vestskolen afd. Vestermarken i Odder.
Den Magiske Madkasse
Mange nye skolebørn og nye skolefamilier oplever store ændringer, når børnene starter i skole - også i forhold til mad- og måltidssituationen.
I Den Magiske Madkasse møder eleverne fire superhelte - kaldet Supergnaskerne - som tager dem med på en rejse, hvor klassen sammen arbejder med fire didaktiske pejlemærker: madklogskab, madmod, madfællesskab og madglæde.
Materialet er lavet i en version til børnehaver og i en version til indskolingen.
Fælles Mål
Den Magiske Madkasse arbejder med fire ud af seks kompetenceområder fra Fælles Mål i børnehaveklassen.
Kompetenceområder sættes i spil på følgende måder: