Tilbage til Fakta om truede dyr
Film om Pangolin

Savannen

Savannen er græs, græs og mere græs. Blandt det står enkelte ensomme træer.

Det meste af året er der meget tørt, men når regntiden kommer, bliver der grønt. Så kommer de store flokke af dyr. Gnuer, zebraer, antiloper og elefanter vandrer mod det grønne græs for at æde. Men rovdyrene venter på dem. Når de skal krydse floder, lurer krokodillerne, og i det høje græs er der leoparder, geparder og løver.

Du skal være glad for, at du ikke skal slå græs på Savannen, for det kan blive mere end 4 meter højt, når det lige har regnet. Nå ja, og så kan du forresten også blive spist af en løve.

Du finder de truede dyr på Savannen ved at kigge efter det hvide hjerte på billederne.

Padderne er tudser, frøer og salamandre. Deres hud er tynd og de kan ikke selv holde kropsvarmen. De fleste skal leve tæt på vand eller i fugtige områder og deres æg skal altid have vand. Men nogle padder har så fugtig hud på ryggen at æggene kan holde sig våde der. Voksne padder ånder med lunger, men som børn har de fleste gæller. Men mange padder kan også ånde med huden. De kan faktisk også drikke med maveskindet, bare de sidder et vådt sted.

Padderne må vente på regn hvis de skal bo på savannen. Derfor er der ikke så mange. Men nogle enkelte barske frøer findes her.

Ligesom fugle har næsten alle pattedyr den samme temperatur i kroppen hele tiden. Dovendyret er dog en undtagelse. Den er så doven, at den ikke engang orker at holde varmen. De fleste har pels, men nøgenrotten og hvalerne har næsten ingen hår. De fleste pattedyr føder deres unger. En ting har de alle til fælles: de laver alle sammen mælk til deres unger. Det er derfor de hedder pattedyr.

Savannen er det bedste sted at se vilde pattedyr. Der er store flokke af gnuer, zebraer og antiloper. Elefanter, løver, geparder og hyæner ser man også tit. Det er et fedt sted.

Krybdyr kan ligesom padder ikke selv holde varmen. Når det er koldt bliver hele deres krop kold. Når det er varmt, kan de ikke svede. Så må de ind i skyggen. På en kold dag vil de meget gerne finde en plet i solen. De har alle sammen æg med æggeskal, men nogle af dem lægger ikke æggene. De beholder dem inde i maven til de klækker. Bagefter føder de ungerne.

På savannen er der mange slanger og firben. Skildpadder synes også, at det er et godt sted med dejligt grønt græs. I floderne, der løber gennem Savannen, ligger de store krokodiller på lur.

Insekter har ingen knogler i kroppen. Deres skelet er en hård skal udenpå. Hver gang, de skal vokse, må de kravle ud af deres eget skind. Under det gamle skind har de lavet et nyt og blødt skind. Det puster de op, så de har noget at vokse i. De er bygget af en masse led og har seks ben. Edderkopper har otte ben og er ikke insekter. Insekter ånder ikke med lunger, men har en masse huller i skallen som åbner som rør ind i kroppen. På land er der ni gange så mange insekter som alle andre dyr til sammen.

På savannen kan man høre insekterne, før man ser dem. Græshopper og cikader laver en frygtelig larm. Termitterne æder det tørre græs og bygger ler-tuer, der er højere end giraffer og overalt summer det af fluer.

Alle fugle lægger æg og er ensvarme. Det betyder, at de altid har samme temperatur. Der er også derfor fugle har fjer. Det hjælper med at holde varmen. De fleste fugle har fjer, der hjælper med at flyve, men ikke alle. Pingviner og strudse kan for eksempel ikke flyve.

Fugles knogler er meget lette, men de er samtidig meget stærke.

Mange fugle elsker Savannen. Der er masser af insekter og græsfrø at spise, og de kan bygge reder i de træer, der står ind imellem. Verdens største fugl findes her. Det er strudsen.

Der findes intet mindre end 30.000 forskellige fisk. Blandt dem er de kæmpestore hajer og de små guppyer. Fælles for dem alle er, at de har et skelet og at de ånder med gæller.

De fleste fisk er benfisk. Det er tun, torsk, rødspætter og den slags. De har et hårdt skelet og mange af dem har en blære inde i kroppen der hjælper dem med at flyde. Næsten alle fisk har også en ekstra sans. Den hedder sidelinjesansen. Med den kan fiskene mærke andre dyrs bevægelser i vandet. Selv hvis det er helt mørkt kan de ”se” med skindet.

Hajer og rokker er bruskfisk. Deres skelet er af brusk ligesom dine ører er. I stedet for en blære i kroppen må de flyde med en meget stor lever. Den er fyldt med fedt og olie og det flyder i vand. Bruskfisk har tit sidelinjesans, men de har en ekstra oveni. Det er den elektriske sans. Med den kan de mærke den svage elektriske strøm, som alt levende laver. Man kan faktisk sige, at en haj har syv sanser. Mennesker har fem.

Nogle fisk ligger og venter på regnen. Afrikansk lungefisk kan vente to år i indtørret mudder på, at Savannen bliver til en vandpyt i en kort periode. Ellers er der ikke mange fisk.

Dyr på Savannen

Se dyr fra Amazonas, Arktis og Danmark

BG Amazonas

Amazonas

Amazonas' regnskov ligger rundt omkring floden Amazonas. Den er verdens største flod og har tusindvis af mindre floder, der snor sig gennem junglen.

Gå til Amazonas
BG Arktis

Arktis

Arktis er det kolde område omkring Nordpolen. Det meste er hav dækket af is. Men der er også land. Grønland er en del af Arktis.

Gå til Arktis
Danmark Thumbnail

Danmark

Danmark er et landbrugsland med massevis af marker. Her er der ikke mange muligheder for vilde dyr, men vi har  heldigvis stadig en hel del skove, åer, søer og vandløb, for ikke at tale om havet. De steder kan man finde meget spændende liv.

Gå til Danmark