Damflagermus
Længde: 11 cm
Vægt: 28 g
Levetid: Rekorden er 19 år!
Føde: Flyvende insekter som f.eks. stankelben og natsværmere
Levested: Danmark
Hvorfor er den truet?: Damflagermusen mangler steder at bo. Både når den er ude om sommeren og flyve omkring og har brug for at sove i hule træer - og den mangler også steder at gå i hi om vinteren, hvor den ikke bliver forstyrret af mennesker, for så vågner den nemlig, og det kan være farligt!
Hvor mange er der tilbage?: Ukendt!
Damflagermusen sover hele dagen og er oppe hele natten! Det er svært at se noget, når det er mørkt, men det er flagermusen ligeglad med. Den bruger nemlig ekkolokalisering! Det betyder, at den kan finde vej og jage ved at sende nogle høje skrig ud. Når lyden fra et skrig rammer f.eks. et træ, så bliver lyden kastet tilbage. Når flagermusen hører lyden blive kastet tilbage, så kan den regne ud, hvor træer står. Det er også sådan den “får øje på” insekter, som den fanger og spiser i luften!
I Danmark har vi 17 forskellige arter af flagermus. De er allesammen fredede. Når et dyr er fredet, så må man ikke forstyrre det eller slå det ihjel. Nogle gange kan man være heldig, at en flagermus beslutter sig for at slå sig ned i ens hus, måske oppe på loftet. Hvis det sker, så må man ikke selv flytte den, men man kan kontakte eksperter, der kan fjerne flagermusen, uden at den tager skade.
Om vinteren går flagermusen i dvale. Det betyder, at den finder sig et roligt, køligt sted med læ. Her hænger den i fødderne med hovedet nedad, og så sover den hele vinteren væk!
I Danmark overvintrer mange flagermus i Daugbjerg og Tingbæk Kalkgrube, som er en slags underjordiske grotter.