Jordsvin
PATTEDYR
Længde: ca. 1,5 meter
Vægt: 100 kg
Levetid: 23 år
Føde: Termitter og myrer
Levested: Savannen
Jordsvinet sover hele dagen i sin hule, på samme måde som en teenager. Det tunge og klodsede dyr er specialist i at grave - og bruger derfor natten på at grave efter myrer og termitter med sin lange snude. Det er dog ikke kun snuden, som er lang. Jordsvinets klæbrige tunge er nemlig lige så lang som en mælkekarton. Det gør det meget lettere at få fat i føden. Dens klistrede tunge kan fange mere end 60.000 termitter og myrer på bare én nat!
Jordsvinet er vigtigt for andre dyr på savannen. Hvorfor? Fordi de er SÅ gode til at grave huler, som de hurtigt forlader. Andre dyr overtager så de gamle huler, hvor de kan beskytte sig mod rovdyr. Det er smart og livsnødvendigt, hvis man er et dyr, der ikke selv kan grave en hule.