Få gode tips til din ansøgning
Hvad lægger dommerpanelet vægt på, når de vurderer din ansøgning? Hvordan får du bedst formidlet din idé til dommerpanelet, så de også synes, at din idé er verdens bedste idé?
Læs et par gode råd her inden du sender din ansøgning. Så forøger du mulighederne for at få dommerpanelets opmærksomhed.
1. Vær konkret og specifik
Det er en god idé at være konkret og specifik i din ansøgning. Gå gerne efter en ansøgningsmodel, hvor du beskriver hvad, hvorfor og hvordan.
Søger du eksempelvis midler til forbedring af skolegårdsmiljøet, så beskriv de konkrete ting, I vil gøre, undersøg priserne og skriv det i ansøgningen. Det kunne eksempelvis være, at I vil etablere en ostebane, og den koster 3.895 kr. Fortæl også hvorfor, I søger midler til netop jeres aktivitet og hvordan den kan være en forbedring for jer. Det vil give gode, konkrete billeder i hovedet på juryen.
2. Søg et konkret beløb - ikke bare max.-beløbet
Selv om du kan søge op til 5000 kr., er det ikke sikkert, at du har brug for hele beløbet. Det kan være, at den aktivitet, du vil lave, koster 4200 kr. Det giver point hos dommerpanelet at søge et specifikt beløb til et konkret tiltag. Dels vidner det om god forberedelse og et konkret projekt at støtte. Dels giver det plads til at donere midler til flere ansøgninger.
3. Hold ansøgningen kort og præcis
Hold gerne din ansøgning på 1/4-1/2 A4-side. Det tvinger dig til at være præcis og formidle din idé skarpt. Husk på at dommerpanelet skal læse 500-600 ansøgninger og har ikke mange minutter til hver ansøgning. Så jo skarpere og mere præcis, du er, jo større er sandsynligheden for, at din ansøgning kommer i den rigtige bunke.
4. Opfyld formålet om fællesskabs- og sundhedsfremmende aktiviteter
Mejeriernes Skolemælkslegat støtter fællesskabs- og sundhedsfremmende aktiviteter. Så jo mere du kan vise dommerpanelet, at din aktivitet opfylder lige netop dette formål, jo større er muligheden for, at din ansøgning får midler. Fortæl dommerpanelet hvordan din aktivitet øger fællesskabet og sundheden i klassen og på skolen. Så er du godt på vej til at fange dommerpanelets opmærksomhed.
Hvad lægger dommerpanelet også vægt på?
Derudover lægger dommerpanelet også vægt på følgende i sin udvælgelse af modtagere:
- Vil aktiviteten komme mange elever på skolen til gavn både nu og i fremtiden
- Variation i det samlede modtagerfelt på projekterne så de forskellige kategorier "sundhed", "udflugter", "bevægelse", "trivsel", tilgodeses
- En vis geografisk spredning
- En vis spredning i modtagerne, så de samme skoler/klasser ikke får midler flere gange i træk