Toru Iwatani (f. 1955)
Toru Iwatani er japaner og manden bag det nok mest berømte arkadespil nogensinde, nemlig Pac-Man. Spillet handler om en lille rund, gul figur, der kæmper sig gennem en labyrint og spiser nogle små gule prikker.
Toru designede spillet for også at gøre piger interesserede i at spille. Dengang i 1980, da spillet udkom, var det mest drenge der spillede arkadespil og det var ofte noget med at dræbe nogle rumvæsner eller monstre eller noget andet ret voldsomt. Toru fandt på at bruge de lidt mere nuttede spøgelser til at jagte Pac-Man i spillet og i løbet af nogle år, blev spillet så populært, at der både blev lavet en sang og en hel tegnefilmserie om det. Selv den dag i dag kan man stadig spille Pac-Man gratis mange steder, fx på en smartphone eller tablet.